Her kan du læse et udvalg af trænernes egne oplevelser i forbindelse med Copenhagen Half Marathon:
“Jeg løb Cph Half i 2017. Mit bedste minde fra dagen er fra kort inden starten på løbet. Jeg var netop blevet færdig med min opvarmning i Fælledparken og begyndte at gå ned mod startområdet. Jeg kom ud til Øster Alle og inden jeg gik ind i massen af løbere, stillede jeg mig op på en betonklods og kiggede ud over de mere end 20.000 løbere, der stod tæt så langt jeg kunne se. Det var svært at begribe omfanget af så mange mennesker, der var samlet på så lille et område, men jeg kan stadig huske følelsen af at kigge ud over den endeløse række at løbere og have følelsen af, at jeg var en del af noget rigtig stort! Om under tre uger, løber jeg igen Cph Half. Jeg glæder mig og mit bedste råd til alle, der skal løbe denne dag er, at stille Jer på tæer lige inden starten og kigge ud over menneskemængden. Det er et imponerende syn! Og husk så at løfte blikket fra asfalten undervejs i løbet og tag den vilde stemning fra alle tilskuere helt ind. Den er elektrisk og de står og hepper på dig! Rigtig godt løb!”
"Hvert eneste Cph Half har for mig sin egen historie, og de har hver især lagt fundamentet for strategien til det næste! Mit bedste halvmaraton løb jeg tilbage i 2014 efter 10 års pause fra de lange distancer grundet små børn, og andre abstraktioner. Jeg gen-debuterede i tiden 1.30.45 og var naturligvis pavestolt, fordi jeg tilbage i 2004 løb på ca. 1.45.
Jeg besluttede dog efterfølgende, at jeg i 2015, ville forsøge at droppe væske og energi på ruten, hvis muligt. Jeg havde nemlig fået slemt sidesting efter hvert væskedepot, og det var ikke specielt fordrende for fart eller psyke. Jeg vidste godt, at det var mod alle anbefalinger, men når jeg under træningen kunne klare mig uden, kunne jeg vel også på den store dag!?
Men det forsøg resulterede i, at jeg gik ned med et brag ved 13 km, og tabte 5 minutter på de sidste kilometer. Jeg kunne dårligt flytte fødderne til sidst og tænkte kun på Coca Cola og baconburger. Jeg overvejede derfor kraftigt at udgå på Østerbrogade kort før mål, blot for at få dette ønske opfyldt. Men jeg havde ikke dankortet på mig, så måtte trække mig op af hullet, og løbe det sidste stykke. Jeg fik mit højeste ønske opfyldt en halv times tid efter efter at målstregen blev passeret. Men jeg var bestemt ikke stolt af mig selv, og lærte en masse af at begå så fatal en brøler.
Jeg har stadig ikke slået rekorden, men jagter den igen i år, hvor den store forskel fra 2015 er, at jeg har fået løbet mange flere lange ture i lav intensitet OG har i sinde at være velekviperet med energi/væske efter bedste råd fra kostvejleder Mette Riis Petersen. Så må jeg tage de sidesting der kommer, hvis de kommer. I øvrigt er jeg også nået til et punkt, hvor selve løbet og stemningen fylder ligeså meget, som det at slå min egen rekord. Men forsøget skal da gøres!".
"CPH Half står for mig for det løb, der startede min ”løbekarriere”. Det var mit første ”almindelige” løb (asfalt løb), da jeg på dette tidspunkt kun løb OCR (forhindringsløb). I år bliver det mit 5. løb CPH Half og løbets betydning er bestemt ikke blevet mindre for mig med årene.
De sidste to år har jeg haft glæden, æren og fornøjelsen af at dele oplevelsen sammen med min datter, Hannah, som har hygget sig i babyjoggeren. Udover den utrolige opbakning og anerkendelse hun (vi) møder på ruten fra både løbere og tilskuere, så er det, for mig, en meget speciel oplevelse, når vi løber og runder det sidste sving ved Trianglen og kan se målstregen.
Jeg ved at min familie står på dette stykke og er klar til at heppe os i mål, og hårene rejser sig altid på mig og den sidste spurt bliver sat ind.
Før hvert af vores løb, er jeg altid lidt nervøs for, hvordan Hannah vil klare løbet og om vi gennemfører, så hver gang vi har krydset målstregen, er jeg næsten ved at tude og jeg er så stolt af Hannah! Kan kun opfordre andre fædre og mødre til at løbe med deres barn/børn, da det er en helt igennem fantastisk oplevelse at være sammen om at gennemføre CPH Half 😊"
”Det er krævende at deltage i et halvmaraton, lige meget hvem man er. Jeg har selv deltaget i Copenhagen Half Marathon mange gange, og uanset hvilken form jeg har været i det pågældende år, så får jeg et kæmpe energiboost, hvis nogen i tilskuermængden råber ”godt løbet Dorthe”! Det giver bare noget ekstra styrke og én på selvtilliden. Selv om mit navn står trykt på startnummeret, så er jeg ikke blot en ud af 25.000 mennesker! Så med andre ord betyder publikums tilstedeværelse en masse for hele stemningen og løbeoplevelsen af dagen, hvor alle står sammen. Det er så fedt”.
”I flere år har jeg prøvet at overtale min søn til at tage med på løbeture uden det store held. Men i 2016 overraskede han mig nogle dage før Copenhagen Half ved selv at have meldt sig til! Han var også tilmeldt som løber for Mikkeller Running Club og ville gerne låne min klubsinglet. Jeg undrede mig, da han slet ikke havde trænet, men det bekymrede ham ikke. Jeg foreslog at han løb en tur, for at få en fornemmelse af hvilket tempo han kunne løbe, så han joggede 9 km på 47 minutter. Det var nemt, og mit råd var, at han bare løb i det rolige tempo og fulgte 1.50 ballonen for at få en god oplevelse. Han lyttede og løb i et jævnt tempo og kom ind på 1.49. Ikke nogen vild tid i den forstand, men jeg var nu alligevel imponeret over, hvad man kan som ung helt, ubesværet, uden træning. Vi løb dele af løbet sammen og det var en rigtig god oplevelse”.
Trænerne i Hechmann Running ønsker jer alle et fantastisk godt løb! Find mere information om trænerne her
Comments