Måske husker du, at vi i foråret skrev en løberberetning om 67-årige Miriam Asvarisch fra Bornholm, der var begyndt at løbe efter Hechmann Metoden og havde opnået imponerende resultater? (Ellers kan du læse det her). Et af Miriams mål for 2019, var at deltage i Cph Half Marathon, og det var netop hvad hun gjorde! Og endda i en særdeles imponerende tid!
Nu kan du læse Miriams historie fra Cph Half Marathon, som hun har været sød at dele med os alle sammen efter en kærlig opfordring fra os i Hechmann Running: Før Cph Half Marathon
”Ved en løbetest hos Claus Hechmann i testcenteret i juni måned, forudså han, at en tid på 1:45 ville være realistisk for mig- Selvfølgelig afhængig af dagsformen. Hvis jeg løb den tid, ville det give mulighed for en 1. plads i aldersgruppen, kunne jeg se, når jeg studerede tiderne fra 2018.
Men efter 2 skade-perioder i løbet af sommeren, så jeg det ikke som realistisk, selv om jeg havde om-konverteret træningsprogrammet til crosstrainer i en periode. En tid mellem 1:50 og 1:55 ville jeg være tilfreds med, og det kunne måske give en plads på podiet, selvom en top 5-placering nok var mere sandsynligt, efter min vurdering.
Ved testen hos Claus havde han fortalt om wattmåleren STRYD, så jeg bestilte den samme dag. I starten syntes jeg nu ikke, den var så brugbar. Kunne jeg ikke ligeså godt løbe efter pulsen? tænkte jeg. Men for en måneds tid siden, gav jeg den en ærlig chance og fandt ud af, at den giver et hurtigere og mere præcist billede af belastningen. Derfor studerede jeg mine træningsdata og besluttede, at jeg ville gå efter at ligge på en belastning mellem 180 og 185 watt og holde det løbet igennem.
Cph Half Marathon
Den plan fulgte jeg, og i starten så jeg ikke på kilometer-tiderne. Men ved 5 km. kunne jeg alligevel ikke styre min nysgerrighed, og da uret viste 4:54 begyndte jeg at tro på at en tid omkring 1:45 var realistisk, vel vidende, at der kan ske meget mellem 5 og 21 km. Men jeg havde et fantastisk løb, hvor jeg følte, at kilometerskiltene kom som perler på en snor. Jeg besluttede derfor at øge farten efter 18 km og først da begyndte det at blive hårdt. Men slet ikke så jeg var totalt ”færdig”, da jeg krydsede målstregen i 1:45:25 - og endda som guldvinder i min aldersklasse :-)
Jeg har nu bladret i gamle diplomer, og det viser sig, at 1:45:25 er PR for mig på et halvmaraton. Min hurtigste tid indtil i søndags har været 1:46:29 ved BT Halvmaraton i 2005. Så det er jo ekstra fantastisk. Det er ikke så ofte man laver personlig rekord som 67-årig ;-)
Og jeg er ikke i tvivl om, at det er resultatet af Claus’ træningsmetoder. De giver resultater både fysisk og psykisk. Da jeg startede med at bruge programmerne i bogen ”Løb som Eliten” havde jeg ellers haft en periode hvor jeg havde følt mig ’løbe-træt’, men nu ser jeg frem til træningerne, fordi der er variation både i løbet af ugen og inden for det enkelte træningspas. Det passer godt til mit temperament.
I starten brugte jeg kun selv-testen på hjemmesiden og fik fremgang på det, men det motiverer mig personligt ekstra meget at få lavet den professionelle tests i testcenteret, og det viser sig i resultaterne.
Mange hilsner
Miriam”
____________________________
Et kæmpe stort tillykke til Miriam med den flotte PR, og vi takker mange gange for den rosende feedback! Hvis du også har en løbeberetning du har lyst til at dele med os andre, så send meget gerne en mail til julie@hechmannsport.dk. Du kan også blive inspireret og se vores mulige online træningsplaner på www.hechmannsport.dk/medlemskaber.
Commentaires