
Sommerferien står for døren og mange af jer skal måske holde fri og ferie med udsigt til varme, sol, strand, god mad og drikke, is, afslapning og hvad der nu ellers ligger højt på ønskelisten for en god ferie! Nogle vælger også at holde sommerferie fra træningen, andre kan gå helt i panik, fordi det måske ikke er muligt at træne, som man gerne vil. Men fortvivl ikke – vi har forsøgt at skrive en guide til, hvordan du kommer godt igennem en uge eller to væk fra den daglige trummerum.
Ferie i varmen Temperaturene har svinget lidt op og ned i år, men mange har allerede oplevet at løb i varmen kan være udfordrende. Derfor er det ikke kun sydpå, at varmen kan være en udfordring, når du skal træne. Nogle mennesker er ikke synderligt påvirket af varme forhold, mens andre næsten ikke kan fungere, når temperaturen er over 25 grader. Det er svært at spise og drikke sig ud af denne udfordring, men generelt kan anbefales, at du sørger for at få godt med ikke-alkoholiske drikke og salt (f.eks. fra saltstænger), når du er i varmen. Holder du ferie under lune himmelstrøg, og gerne vil holde din træning ved lige, kan du undgå en del problemer ved at stå tidligt op og får klaret den inden varmen for alvor sætter ind. At komme ud af fjerene og løbe eller cykle afsted i solopgangen, mens familien sover kan være svært, men du kan som en ekstra familieservice smutte forbi bageren efter morgenbrød på vejen hjem ;) Fordelen er at træningen er overstået inden resten af familien får øjne, du har hele dagen til andre sjove aktiviteter og kan med god samvittighed nappe en morfar i solen midt på dagen. Ferie i bakker og bjerge Træner du i et terræn med gode højdemeter, kan det være rigtig svært at løbe eller cykle et træningsprogram baseret på tempo. Er du oppe mod sådanne udfordringer, vil det være naturligt at træne efter pulszoner (eller watt hvis du bruger din Stryd) i stedet for pace. Det kan godt være tempoet er vældig langsomt, men husk at pulsen stiger meget, når du skal forsøge at holde en given hastighed op ad bakke.
Træner du samtidig i varme, skal du lægge nogle pulsslag ekstra til dine zoner, da høj temperatur og luftfugtighed får pulsen til at stige helt automatisk for at holde kroppens kernetemperatur nede. Hold ferie og nyd din løbetur!
Mange har behov for at holde ferie fra hverdagen, og derfor er det faktisk ikke helt tosset også at holde lidt ferie fra træningsprogrammet. Du skal ikke gå i panik, hvis du misser en enkelt intervaltræning eller en tempotur – det kan måske endda være godt for dig og din krop at tage nogle rolige træningsture, hvor du nyder omgivelserne og gør turen i løbesko eller på cyklen til en oplevelsesrig sightseeing. Du kan sagtens skele til dit program, men bliv ikke frustreret hvis ikke du kan finde en strækning, hvor det vil være perfekt at løbe tempoturen eller cykle dine intervaller. Rigtig god sommer! Mette
mette@hechmannsport.dk
Comments